En Gestapo-fangelejr

fra 2. verdenskrig

En Gestapo-fangelejr

fra 2. verdenskrig
}

Åbningstider

Frøslevlejrens Museum – Nationalmuseet

Tag forbi Frøslevlejrens Museum og kom på en lærerig rejse i danmarkshistorien. Du kan se forskellige udstillinger, der skildrer fangernes liv i lejren under og efter 2. verdenskrig. Her kan du også deltage i rundvisninger og andre formidlingsaktiviteter. På museets hjemmeside kan du læse mere om undervisningsforløb. 

Udstillingerne: Fangebarakker og vagttårn

På museet kan du gå på opdagelse i de tre udstillingsbygninger, museet råder over.

Kom forbi hovedvagttårnet og den tidligere fangebarak H4, og se, hvordan fangerne levede i Frøslevlejren i tiden 1944-1945. En del af rummene står som dengang og giver dig et autentisk billede af lejren i perioden. I andre rum kan du se udstillinger, der viser dig den tyske overvågning af lejren. Det giver dig også et indblik i fangernes hverdag – med både deportationer til tyske kz-lejre og evakueringen med De Hvide Busser.  Mod slutningen af 2. verdenskrig evakuerede De Hvide Busser flere tusinde kz-fanger fra tyske kz-lejre til det neutrale Sverige. Padborg-Kruså-området og Frøslevlejren var vigtige knudepunkter i denne storstilede evakuering.

I Barak H6 får du et spændende indblik i Fårhuslejren i efterkrigstiden 1945-1949. Udstillingen har særligt fokus på det tyske mindretal i Sønderjylland, som blev hårdt ramt af retsopgøret.

1945-1949: 5.000 Fanger

Det kan måske overraske dig, at lejren stadig var i brug efter 2. verdenskrig? Her skiftede lejren navn til Fårhuslejren. Og fra maj 1945 til efteråret 1949 fungerede lejren som internerings- og straffelejr under retsopgøret efter 2. verdenskrig. I de fire et halvt år sad mere end 5.000 indespærret i Fårhuslejren i kortere eller længere tid. Fårhuslejren var den største af de såkaldte ”særlige straffelejre for landssvigere” i Danmark.

1944-1945: 12.000 Fanger

Vidste du, at Frøslevlejren blev bygget som tysk interneringslejr i 1944 under den tyske besættelse af Danmark? Flere tusinde danskere sad i lejren som Det Tyske Sikkerhedspolitis fanger. Faktisk passerede cirka 12.000 fanger gennem Frøslevlejren i de ni måneder, lejren eksisterede. Lejren blev bygget for at undgå deportationer af danskere til koncentrationslejre i Tyskland. Men stik imod alle aftaler blev cirka 1.600 Frøslevfanger alligevel sendt videre til rædslerne i de tyske kz-lejre.

Frøslevlejren er helt speciel i europæisk sammenhæng. Tyskerne accepterede, at det danske fængselsvæsen stod for fangernes forplejning. Derfor forekom sult, sygdom, vold, ydmygelser og drab stort set ikke i Frøslevlejren – helt i modsætning til i andre tyske lejre.

Adresse:

Lejrvejen 83 – 6330 Padborg